"Vi er meget,
meget glade for Børnehuset Lønneberg. Faktisk så glade, at vi valgte at vende
tilbage efter et kort ophold i en integreret institution, hvor vi havde fået
plads til vores søn, som nærmer sig børnehavealderen. Institutionen var dog
ikke særlig god, så vi sagde pladsen op og kunne heldigvis få en plads i Lønneberg med det samme, og det har vi ikke fortrudt.
Personalet er
engageret, der er styr på det hele med faste ugentlige planer, der sendes ud
til forældrene mandag morgen, så man er forberedt på, hvad der skal foregå. Der
arrangeres masser af sjove og lærerige aktiviteter for børnene, og vi er især
glade for de mange ture. Der er flere om ugen, og det er ikke bare "en tur
rundt om blokken". Det er veltilrettelagte ture med leg i Søndermarken,
besøg i hestefolden ved Carlsberg eller Zoologisk Have.
Lønneberg er
virkelig et skønt sted for børn at være, og vi kan på det varmeste anbefale
forældre at skrive deres børn op her.
Helle Albeck, mor
til Nilas.
Vi har haft vores søn i Lønneberg siden april 2014 og har været meget glade for det. Lønneberg er et småt, hyggeligt og veldrevet sted, der giver et godt miljø for de små. Stemningen i Lønneberg bærer præg af, at det er et lille sted med en normering på blot 39 børn. Der er en rolig og personlig stemning, hvor alle kender alle. Medarbejdergruppen består af motiverede og erfarne pædagoger og medhjælpere, hvor flere af medhjælperne har været i Lønneberg i lang tid. Hverdagen i Lønneberg er struktureret, hvilket giver ro for børn og forældre. Der arbejdes efter læreplaner med varierende temaer. Hver mandag udsendes en ugeplan med aktiviteter for hhv. små og store børn. Børnene kommer udenfor på legeplads eller tur hver dag. Lønneberg bruger et app-system til at kommunikere med forældre og udsende billeder fra vuggestuen. Det betyder, at der altid er klarhed omkring sovetider, aktiviteter, hentning/bringning mv. og man kan hver dag se billeder fra dagens aktiviteter. Det giver stor værdi som forældre samtidig med at det er en tidsbesparende måde for pædagoger at kommunikere omkring aktiviteter samt øvrige vigtige beskeder. Lønneberg er et dejligt sted som vi varmt kan anbefale!
Frederiks og Ann-Kathrine, forældre til George .
"Vi har vores datter i vuggestuen Villa Kulla.
Det er en tryg, hyggelig og hjertevarm institution med engagerede pædagoger og
et højt fagligt niveau.
Der er en ro og fokus på det enkelte barn og dets behov.
Vores datter udvikler sig motorisk og sprogligt med lynets hast og er altid
glad for at komme i vuggestue – selv, når vi har holdt 4 ugers sommerferie.
Og så får de fantastisk dejlig og sund mad.
Jeg vil varmt anbefale Villa Kulla til alle forældre!"
Tina, mor til Wilma