I Villakulla arbejder vi med barnets udvikling på mange måder. En af indgangsvinklerne er mindfulness for de ældste børn. En gang om ugen kommer Maria forbi vuggestuen og laver en session for de ældste af børnene på hver stue. Herunder kan du læse Marias egen præsentation af mindfulness i vuggestuen.
Uddannelses baggrund
Jeg hedder Maria Kringelbach Fabricius Buemann, har oprindelig en baggrund som sygeplejerske, en Master i smertevidenskab samt grunduddannelsen i psykoterapi. Derudover er jeg yogalærer, børneyogalærer, uddannet instruktør i mindfulness samt uddannet mindfulness og meditationslærer for børn ved Connected Kids
Indhold af seancerne
Mindfulness sessionerne for børnene i Villakulla og Lønneberg varierer, samtidig med at børnenes behov for genkendelighed opfyldes.
Sessionerne tilpasses børnene i gruppen, det vil sige, at jeg forholder mig til dagens overskud, deres personlighed og udviklingsstadie – samt hvad der sker i dynamikken med det/de andre børn i gruppen og deres behov, for at alle får mest mulig ud af seancerne.
I nogle perioder kan det i samarbejde med pædagogerne vurderes støttende at have sessioner med blot ét barn i en periode, med henblik på støtte og på at løfte barnet der, hvor det er i sin udvikling.
Vi indleder altid med åndedrætsøvelser
Jeg arbejder med lydmeditationer, som også støtter til øget koncentrationsevne og som børnene elsker, da det er forskellige instrumenter med dejlig klang – til tider også med stille dans og bevægelse som dyr
Arbejder med labyrinter og taktil sans, fysiske fornemmelser.
Arbejder med forståelse af følelser, erfaring med forskellige grundfølelser og hvordan man aflæser følelser - igen afhængig af om børnene er modne til det
Tegner også indimellem og arbejder med farvekort og oplevelsen af / erfaring med forskellige farver.
Overordnet er mindfulness sessionerne altså en kombination af åndedrætsøvelser, koncentrationsøvelser og arbejde med kendskab til følelser og følelsesmæssige udtryk med en bred vifte af mindful øvelser og aktiviteter.
Effekt
Mindfulness for børn har vist sig at have effekt på børns generelle trivsel, selvværd og mentale sundhed.
Endvidere at børn med længere tids praksis bliver bedre til at følelsesregulere, udvise større empati og også bedre kan koncentrere sig.
Når vi begynder med mindfulness for de ældste i vuggestuen er intentionen at arbejde med deres nervesystem på en tryg og sjov måde. Således håber vi at så frøene til en bedre nattesøvn for børnene, at bidrage til en bedre koncentrationsevne, samspil og følelsesregulering.
Mindfulness er i virkeligheden en meget simpel praksis, der hjælper os med at kunne observere ”uden at blive revet med”. Det vil sige, at børnene med øvelse og over tid vil kunne lære at tackle oplevelser og udfordringer i livet med en anden ro.